Sune Berg Hansen

10 tips til private aktie investorer

Her går det godt og med et afkast på 23% i år (mid september 2023), er jeg klar til at dele ud af min overdådige viden om investering (ironi og humblebragging). Jeg har tæt på 30 års erfaring og har lavet alle mulige og umulige fejl – og selvom de fleste først lærer det, når de har brændt sig, kan jeg jo godt komme med lidt tips. Jeg var heldig med mit første køb en gang i 90erne – det var Novo! Det kunne lige så godt have være ØK (som jeg også har ejet) eller Amagerbanken, hvor hele min investering gik i 0. Alle laver fejl, men nogen af dem laver man kun en (eller måske to) gang.

Aktieportefølje

Pt. er mine største positioner: Novo, Eli Lilly, Mercado Libre, Nexgen, Cameco, Microsoft, Energy Fuels, Protector, BW Energy og Treasury Wine Estate. Jeg har for nylig købt: Nu Bank, Hims & Hers, Sea Limited, BW Energy og Five 9. Jeg har også mange små positioner – det Helge Larsen vist kalder en ’lyttepost’.

BW Energy (og en lille position i Tethys Oil) er udenfor mit normale kompetenceområde, men jeg støtter mig til en, der kender oliebranchen indgående. Dog ikke så indgående, at han forudså statskuppet i Gabon…

At investere i aktiemarkedet kan være en overvældende oplevelse, især for nye investorer. Her er 10 tips, der forhåbentlig kan hjælpe dig med at træffe kloge investerings beslutninger:

Lær dig selv at kende.

Hvordan er din risikoprofil? Ifølge adfærdsøkonomerne (som f.eks.Kahneman og Tversky) er de fleste det, der hedder risikoaverse. Dvs. tab gør mere ondt end gevinster gør godt. En tommelfingerregel er, at tab gør ca. dobbelt så ondt, som gevinster gør godt. Det er også derfor mange snakker om, at den første og anden regel for investering er ikke at tabe penge. Men man kan ikke investere i aktier uden at løbe en risiko, men man kan godt vælge mere defensive aktier, hvis man er meget bange for tab. Man skal dog huske på, at man i gennemsnit får et afkast på 6-8%, så man skal blive i markedet. De fleste er deres egen værste fjende. Som tidligere pro-pokerspiller ved jeg, at dit ego er din største fjende. Tag følelserne ud af beslutningerne!

Hav en strategi/plan.

Markedet er blevet sammenlignet med ’hysteriske kællinger’ og en fuld sømand med et maskingevær. Der vil komme turbulens! Desværre er den menneskelige stenalderhjerne ikke designet til at håndtere den turbulens særlig godt. De fleste private investorer underperformer det gennemsnitlige afkast (Sic!), fordi de køber i eufori og sælger i panik. Med en plan for dine aktier kan det måske undgå de værste af den type fejl. Køb på hype og salg i panik er den absolut største trussel mod dit afkast (og den menneskelige natur er indrettet, så den gør præcis det).

Hav en edge!

Du kan ikke klare dig bedre end markedet, hvis du ikke ved noget, de andre ikke ved. Og hvad kan det så være? Jo, måske har du et job, som giver et godt branchekendskab? Måske interesserer du dig for områder, som ikke er populære og derfor ikke dækket af analytikere.  At specialisere sig i et nicehområde er klogt indenfor aktieinvestering. Så ved du, hvornår du skal være inde og ude af markedet og kan bedre orientere dig i forhold til nyheder. Jeg er selv primært i Uran, Globale Megatrends og Tech. Som privat er du heller ikke ramt af ‘lemmingeeffekten’, som gør, at de professionelle ofte investerer i det samme for at beholde deres job (når vi alle er i samme båd, bliver man ikke fyret, selvom det falder). Den sidste edge, som alle private kan have, er at være langsigtet. De fleste proer er nødt til at stå på mål for deres afkast hvert kvartal. Men hvis du kan se noget ude i horisonten – som f.eks. ubalance i udbud og efterspørgsel indenfor uran, så kan du bare vente. Det tog flere år fra jeg stod og snakkede om uran på forsiden af Børsen, til afkastene kom, men nu er de på 200-400%. Den var ikke gået for en pro forvalter, der var blevet tvunget til at sælge.

Vær langsigtet!

Medmindre du lever og ånder grafer eller har en Bloomberg Terminal (den er dyr!), så skal du være langsigtet. Verden bliver rigere og mere produktiv, og det afspejles i aktiemarkedet. Så lad være med at kæmpe med tyngdekraften! At shorte er for de professionelle og ofte kan selv åbenlyse tilfælde forblive oppe i kursen noget længere, end du kan være likvid. Så lad være med at blive for snedig. Køb gode aktier og behold dem! Tænk strategisk og ikke taktisk. Som man siger: Time in the market beats timing the market.   

Luk ørerne for dommedagsprædikanter!

Man lyder så seriøs, når man er kritisk og advarer mod et eller andet. De fleste af dem, der forudså sidste krise, forudså også 10 andre kriser, som ikke blev til noget! Når folk snakker om sektorrotation, er det stort set altid efter, den er sket, og ingen forudså den. Når man hører tekniske indikationssnak om, at når den graf krydser den graf, så ramler det hele og derfor er de gået kontant, så hvisk ‘landsbytosse’ til dig selv. Der kan være mørke skyer, man skal tage alvorligt, men økonomien er så kompleks, og der sker så mange tilpasninger til tilpasninger til tilpasninger, at det er meget svært at forudse noget med sikkerhed. Især dem der forudser at en graf vil gå op og så falde og så stige igen, skal man bare ignorere – stjernetegn er mere præcise.

Lav din egen due diligence.

Sæt dig ind i den virksomhed, du køber. Køb i det hele taget kun aktier, du forstår. Du skal vide, hvad den laver, hvem ledelsen er, hvilke markeder de opererer i og de vigtigste nøgletal. Det er så nemt at høre om en eller anden aktie, som bliver hypet og hoppe med på vognen. Men lav din egen valuation og hav en klar ide om, hvorfor du køber den aktie. Lav scenario analyser. Hvad kan gå godt? Hvad kan gå galt? Osv. De største fejl i min investeringskarriere har klart været, når jeg bare ’fulgte med’ uden at have sat mig ordentligt ind i, hvad jeg investerede i.

Lad være med at være resultatorienteret!

I historiens klare lys ser alting bare så åbenlyst ud, men der var mange forskellige mulige udfald undervejs, som ikke blev til noget. Vi har en tendens til at have hindsight bias – dvs. vi giver mening til random variabler. F.eks. er mit afkast i år indtil videre 23% – det er selvfølgelig rigtig fint. Men kunne jeg forudse, at Uran, Novo/Eli Lilly og mine tech aktier ville stige mod himlen i år? Selvfølgelig ikke – der var mange udfaldsrum. Som fonde altid skriver, så er nuværende afkast ikke en garanti for fremtidige afkast. Hvis du har haft en god proces, så må resultaterne klare sig selv – hvis du bliver ved med at have en god beslutningsproces, så kommer du til at slå markedet.

Undgå at sidde med Sorte Per

Jeg vil være rig, og jeg vil være det nu! Sådan tænker de fleste, og når jeg taler med nye investorer, så vil de bare have den næste raket, selvom det jo aldrig er så simpelt… vær opmærksom på at undgå ’the hype’. En af de ting jeg kigger meget på, er forretningsmodeller. Og jeg kunne ikke se en mulig voldgrav (konkurrencemæssig fordel) for cannabis – samtidig var det superhypet. Så den undgik jeg behændigt. Lige nu holder jeg øje med AI for at se, om der kommer en forretningsmodel, der kan beskyttes/ kan holde høje priser. Jeg kan ikke se den endnu, så jeg er opmærksom på hypen og passer på. Det samme med grønne investeringer, som ofte bliver alt for dyre, fordi det jo åbenlyst er rigtigt. Men en hvilken som helst aktie kan altid være både for dyr og for billig.

Hold øje med omkostningerne!

Små gebyrer kan akkumulere over tid og spise en stor del af dine afkast. Vær opmærksom på handelsomkostninger, forvaltningsgebyrer og andre relaterede udgifter. Hvis der er lagerbeskatning, bør du ændre din aktiestrategi, for ikke at blive beskattet til døde. Lagerbeskatning favoriserer modne virksomheder med stabile cashflows og udbytter, mens kursraketter ikke skal ligge i det depot.

Følg med og lær af dine fejl!

Du vil lave fejl som investor. Så det må du affinde dig med. Men du vil også løbende blive klogere, hvis du følger med – f.eks. i et program som Millionærklubben eller Aktieuniverset – og hele tiden opdaterer din viden. Undervejs vil du også blive mere bevidst om dig selv som investor. Jeg startede med at læse et væld af bøger og rigtig mange af dem er om valueinvestering. Men jeg har siden fundet ud af, at jeg er meget mere interesseret i megatrends og forretningsmodeller end at kunne regne den hjem. At se scenarior for hvordan ting vil udspille sig, og hvordan den globalt voksende middelklasse vil bruge deres penge fremadrettet er mere spændende end at sidde og vente på, at nogle ’købmænd’ får realiseret en kurs/indreværdi på 0,5.  

Håber det kan bruges til noget!  

Del dette indlæg