Så snart noget (aktiver) stiger i værdi, begynder en hel masse ’meget alvorlige mennesker’ at råbe boble. Det er der lavet undersøgelser af, og bl.a. viser det sig, at man fremstår mere seriøs, hvis man er negativ! Men… hvad nu hvis der er en boble eller andre alvorlige problemer med AI-investeringscasen?
Selvom man er paranoid, kan der jo godt være nogen, der følger efter dig!
Der er næppe tvivl om, at AI kommer til at ændre rigtig meget på rigtig mange områder i fremtiden.
Men hvornår kommer vi til fremtiden? Og er den vej vi tager derhen den rigtige? På det seneste har der været flere revner i isen. Vi tager dem her, så jeg kan melde mig ind i de seriøses (negatives) klub. Jeg vil straks understrege, at jeg er bullish på den lange bane, men på den korte…
Open AI – kanariefuglen i kulminen?
Open AI var stjernen, som nu begynder at ligne en ’hvid dværg’. Der er kommet mange dårlige nyheder på kort tid.
- Ed Zitron (der altid er bearish på tech) har afsløret at Open AI’s økonomi er en katastrofe. Udgifterne vokser markant hurtigere end indtægterne
- Claude fra Anthropics har tydeligt overtaget rollen som ’den bedste LLM’
- En planlagt IPO er udskudt, fordi der er no chance man kan nå en valuation på 1 trillion dollars, hvilket Sam Altmans ego åbenbart har brug for
- Selvsamme Sam Altman står forpjusket tilbage efter ’for meget medieopmærksomhed’ i forbindelse med b.la. retssagen med Musk (som Altman vandt). Han virker ikke specielt kompetent og også som lidt af en douchebag.
- Altman har for nylig luftet en ide om, at USA skulle have en 5% ejerandel i OpenAI – angiveligt så glæden ved AI kan komme alle amerikanere til gode… Men det ligner en bail out og endnu en klassisk moral hazard finte: Privatiser gevinsterne og socialiser omkostningerne.
Hvis Open AI kom på børsen lige nu, ville jeg ikke røre dem med en ildtang.
Kapacitet – Mangler der compute?
En stor del af AI boomet kommer fra investeringer i al infrastrukturen omkring AI. Jensen Huang udlagde en femlagskage, og den har mange (også mig) investeret i. Det har været i decideret energiproduktion, i energiinfrastruktur, bygning af datacentre, chips (alle typer ikke kun GPU’er), Cloud og applications. Men det sidste begynder at ligne et problem. For den nuværende udbygning vil give massiv overkapacitet i forhold til, hvad der er brug for LIGE NU.
Det betyder, at AI skal flyttes væk fra datalette tekstopgaver og over til tungere ting som film, lyd og agenter, der arbejder i døgndrift. Men lige nu kan applicationslaget slet ikke følge med. Det skal nok komme, men der kan komme meget seriøs overkapacitet, inden det er fuldt funktionelt, og så får hele AI-investeringstesen en håndmad, så det kan høres ude på Amager.
META vil sælge overskudscompute
Måske har Mark Zuckerberg set skriften på væggen… for de har satset vildt og voldsomt på at udvide og udbygge AI-kapaciteten – det var hele vejen til eget brug. Men nu melder de pludselig ud, at de udlejer compute! Traditionelt har AWS, Microsoft og Google tjente gode penge her, men det var jo ikke planen fra start, vel? Og hvis man tolker det meget negativt, så ligner det at Zuck (der heller ikke hører til mine yndlingsmennesker) skal skynde sig at få nogle penge igen, INDEN resten af verden opdager, at applicationslaget ikke er klar til at opsuge kapaciteten, før efter vi har fået tæsk i en punkteret boble.
Det er i øvrigt meget almindeligt, der bliver overinvesteret i den fase vi er i – jeg prøver bare at undgå at være ’de dumme penge’. Det kan også være at applicationslaget catcher op (og virksomhederne får omstillet sig historisk hurtigt….), og så er jeg bare endnu en nejhat, der som en anden Michael Burry har råbt ulv (men dog ikke 20 gange som ham).
Hungry Heart – Er LLM vejen frem?

I took a wrong way and I just kept going…
En snigende ubehagelig følelse har fået klemt sig ind – er den måde man gør det på med LLMs egentlig rigtig? Jeg laver workshops og foredrag om AI og læser om det og bruger det hver dag, og der er flere røde flag:
- Kineserne kopierer modellerne lynhurtigt og er typisk under et halvt år efter, men de bruger MEGET markant færre penge på det (måske behøver det ikke være så kapitaltungt?)
- Der er ved at blive lavet fire nærmest ens sprogmodeller (Musk får sikkert forurenet Grok så meget, at den ikke kan bruges, og så er vi nede på tre), og de kan nærmest det samme og er langt hen ad vejen trænet på samme måde. Er der ikke kun brug for en? Og bliver det ikke et commodity?
- Den måde generativ AI er bygget på gør dem ikke intelligente – de er som en superinformeret ’Eliza’, men de kan ikke tænke – og jeg tror ikke de kommer til det med mere træning…
- For hvordan kan det være, at den ikke er smartere, når den er trænet på nærmest hele verden? (ville du ikke være det med den træning?) Man bliver ved med at sige at mere træning er vejen frem til AGI, men jeg tror ikke på det
- Bl.a. er det overraskende, at dens sproglige DNA bare aldrig bliver helt rigtig. Man kan ofte spotte, at noget er skrevet af AI, fordi det giver sådan en flad følelse, som en sodavand uden brus. (den her blog er skrevet uden AI, men billederne kan alle se er AI).
Groundhog Day – de kan ikke vende om
Hvis man er på vildspor, er det et stort problem! For i modsætning til i filmen Groundhog Day, hvor Bill Murray opgiver at score pigen ’den forkerte vej’ og bare bliver et godt menneske (og scorer pigen!), så kan man ikke vende om. Der er alt for meget investeret af både penge og ego til at gå andre veje. Der er sikkert nogen, der sidder i en kælder ’somewhere’ og fifler med en anden vej (dem hører vi om på et tidspunkt), men indtil videre bliver kursen ikke lagt om.
Timing
Det efterlader investorerne et lidt tricky sted. For der bliver smidt ufattelig mange penge ind i AI, og det skal nok blive godt på et tidspunkt. Det er bare ikke sikkert det følges ad. Streaming gav først mening med 4G (som markerede den stille død for Flow-TV) og sådan er det ofte med ny teknologi. Der kommer nogle store bump på vejen, så hvordan skal man investere i det? Hvis jeg sad på 600-800% afkast i Nvidia, Micron eller Sandisk ville jeg nok tage en del af gevinsten. Men dog stadig være eksponeret – men endelig ikke overeksponeret. Så min strategi er (som den altid er) at forsøge at være stabilt eksponeret mod megatrends. AI er en megatrend, men der er også fedme (GLP1 mm.), voksende middelklasse i Sydøstasien, aldrende befolkning i vesten, digitalisering og stigende energibehov (som overlapper med AI).
Afkast år til dato er på 6,3% – som ligner nul og niks, når man sammenligner med dem, der gik all-in på chips, men det er jeg næsten for klog til at gøre.