Skal de indre dæmoner ud i lyset?
En af talerne ved Gert Nielsens begravelse sagde noget, som er blevet hos mig. Han omtalte Gert som ’en smørklat i rustning’. Og det var han jo på mange måder – en ud ad til brysk person, men med et hjerte af guld. Og også med en ubestikkelig og holden fast i et moralsk kompas, der aldrig rigtig var i tvivl. Det er ikke svært at savne Gert. Men det her blogindlæg var ikke tænkt som en (stærkt forsinket) nekrolog, men i stedet skal det handle om at turde at være sårbar. Dvs. turde at åbne og kigge ind, altså lade smørklatten blive synlig i rustningen.
The Final Cut
Pink Floyds dystreste albums dystreste sang har den her sekvens:
And if I show you my dark side
Will you still hold me tonight?
And if I open my heart to you
And show you my weak side
What would you do?
Would you sell your story to Rolling Stone?
Would you take the children away
And leave me alone?
And smile in reassurance
As you whisper down the phone?
Would you send me packing?
Or would you take me home?
Den får mine følelser i omdrejninger selv efter jeg har hørt den 1000 gange. Det er der en grund til, for den taler om noget, vi (temmelig sikkert) alle sammen slås med – nogen mere end andre, og type-A mænd i 40 og 50erne måske allermest. Det er det grundlæggende eksistentielle spørgsmål:
Hvad sker der, hvis jeg tager min rustning af?
Hvis jeg står foran dig som den usikre lille bange dreng, jeg også er (men aldrig viser til nogen) – hvad så?
Må jeg være her?
Hvis jeg ikke er stormester, hvis jeg ikke styrketræner i Pure Gym, har et job på Politiken, en medievirksomhed, en sød kæreste, kloge venner, hvis jeg ikke har en bil, et hjem, en pensionsopsparing og alt det der
Hvis det bare er mig og intet andet, er jeg så overhovedet noget? Eller er jeg helt u elskelig? Den her grundangst bærer vi (nok) næsten alle sammen rundt på. Og de fleste af os har bygget al den rustning og beskyttelse af en god grund: Vi havde brug for beskyttelse, da vi var mindre.
Brug for rustning
Vi bliver alle udsat for traumer igennem livet, og hvis vi skal bære rundt med det hele uden på tøjet, før vi er klar, så bliver vi for sårbare. Men senere hen i livet bliver rustningen en tung byrde fremfor en beskyttelse. I stedet for at beskytte os fra, hvad der er ude, så forhindrer det os i at se, hvad der er derinde. Det er, når vi er nået det sted i livet, hvor vi begynder at forstå, at hus, bil, job, trofækæreste mm. faktisk ikke er nok. For at kunne blive glade for os selv – og få et bedre forhold til andre – så er vi nødt til at hive dæmonerne ud af deres skjul og tage kampen med dem. Vi kan måske se, at nogen af traumerne nu er ved at være klar til forsvinde, men for at det kan ske, er vi nødt til at tage et kig på dem og forstå, hvor de kommer fra. Det lykkedes sikkert ikke for nogen at gå igennem barndom og ungdom uden at pådrage sig ar. Der skal sikkert ikke meget mere end, at mors kærlighed ikke var helt ubetinget, og bum så sidder du med aben hos din terapeut 30 år senere. Selvværd, selvtillid, tillid til andre osv. er de ting, der tager skade, og som man har bygget en rustning for at skjule, så ingen ser præcis hvor lille, usikker og bange man virkelig er (nogle gange). Mange tager aldrig rustningen af – de er så bange for at kigge ind, at de vil gøre hvad som helst for at undgå den smerte, det medfører. De fortsætter med at tro, ’at jeg skal bare lige have den her deal i hus’, tabe 10 kg eller ’havde de møbler fra Børge Mogensen’, så er alting godt. Eller også ved de godt, at de ikke bliver glade for flere ting, men angsten for den smerte, man ikke kender, er ofte langt værre end smerten selv.
Hvilken følelse er jeg mest bange for at føle?
Man kan prøve at spørge sig selv: Hvilken følelse er jeg mest bange for at have. Når man kender svaret på det, så ved man (måske) også, hvor det største traume sidder. Bemærk i øvrigt, at der er stor forskel på at kigge på sit traume og ’få styr på følelsen’ (som om) og erkende smerten, nederlaget og alle de ubehagelige ting, man mærker, og så at bruge det som en lejlighed til den store selvmedlidenhedstur med rødvin og sad songs. I stedet for at bruge traumet til en ’det er synd for mig’, eller som Medina synger (har lige set hende i Tivoli sammen med 100.000 teenagepiger, der kunne alle sangene udenad):
Fuck hvor jeg dog synes det er synd for dig
For du ændrer dig ikke
Du ændrer dig aldrig
Se dit billede – du helt væk!
I stedet for det, så kan man prøve at ’lære at leve med dem’ – det lød let, ik? – Det er det desværre ikke. Det er f.eks. meget af det som kognitiv adfærdsterapi går ud på – se og mærk og få kontrol over følelsen – det er alligevel ikke så slemt, som de indre dæmoner har bildt dig ind. Det er sandsynligvis meget bedre end endeløs freudiansk selvmedlidenhed. Så tag rustningen af en gang imellem – det er ikke så farligt, og de fleste kan godt lide smeltede smørklatter – også selvom det bestemt ikke er særlig macho. Hvis man faktisk tør vise usikkerhed (i små doser – især hvis du er kendt som ’machoman’) så tager folk faktisk godt imod det. Det er ofte vejen til både højere selvværd og bedre og mere ægte relationer med andre. NB there is a time and thee is a place og ’oversharing’ i den forkerte kontekst, vil nok trigge uønskede reaktioner og i værste fald nogle dugfriske nye traumer… så lad være med det.