Elons X

X for Xorglub – katastrofal rebranding af Twitter

Det er slut med den lille kvidrende fugl, der har siddet i hjørnet på stort set alle større seriøse websider. Elon Musk har ændret navn og logo til X. Er det en god ide?

Det korte svar: Nej!

Sandsynligvis er det den største ’brand fejl’ i historien. Elon Musk er jo ellers kendt for at være fantastisk til at bygge brands – Tesla bruger rundt regnet nada på markedsføring og lever nærmest af, at Musk konstant er i vælten. Hans tweets har bygget hele historien om ham, som den måske bedste produktbygger i historien. Fremover skal han så x’e(?) om sine bedrifter. Musk er da også en ekstremt brilliant mand, men med Twitter-købet virker han helt klart udenfor det Warren Buffett vil kalde ’kompetence-cirklen’. Han aner sandsynligvis ikke, hvad han laver. Er der en voksen til stede?

X

Angiveligt er Elon helt vild med bogstavet X, som han jo også har givet sin raketbiks med i navnet Space-X. Han var med i opstarten af Paypal og mente det skulle hedde X og i øvrigt være lidt ligesom Tencents universal app, Wechat. Han fik ikke lov og endte med at skride fra det. Nu vil han så forsøge med mediet, ’der tidligere var kendt som twitter’. Lyder lidt som om, han vil skabe et nyt Opasia (kan du huske det?) eller Yahoo – pisse god ide, eller noget.

Spørgsmålet er, om brugerne overhovedet efterspørger det? Og et endnu større spørgsmål er, om internettets ‘Godfathers’: Apple, Google, Amazon, Meta, Microsoft mfl. – der sidder på gatewayen til internettet (og Apple tager sig rigtig godt betalt) vil tillade det… I don’t think so! Det her er ikke Kina, og bliver det heller ikke.

Selve rebrandingen er også svær at forstå – jeg holdt af den lille fugl, der lignede det internettet skal være. Det meget maskuline X giver helt andre…  

Associationer

Min første tanke er faktisk, at han er inspireret af Z for Zorglub, som er en ikonisk Splint & Co tegneserie fra min barndom. Nu er det jo i første omgang Putin, der har lagt sine klamme hænder på Z’et og gerne vil overtage verden som Zorglub. Men X giver mig præcis de samme associationer – aggressivt – maskulint – matematisk og i hvert fald ikke særligt inkluderende. Xorglub er her!    

Andre steder giver det helt andre associationer, og Indonesien har allerede forbudt det, fordi X er forbundet med pornosider!

Der er angiveligt alle mulige copyright problemer (det er svært at eje et bogstav), så der skal nok sættes nogle milliarder af til advokatregninger.

Når jeg kigger på det, kan jeg tydelig mærke, at jeg ikke kan lide det. En Podcast sammenlignede det med et kondom, der er ved at sprænges. Men jeg får mest sådan en aggressiv totalitær vibe.

Hvad var det han købte?  

Elon Musk betalte 44 milliarder dollars for Twitter. En platform med ca. 335 millioner aktive brugere. Også en slat penge for verdens rigeste mand. Han prøvede dog faktisk at komme ud af handlen – noget med de havde løjet om antal bots – men han kunne ikke slippe.

Twitter er kendt som en af de bedste nyhedssteder i verden, og det er her man går hen for at få nyt, når der sker noget vigtigt. Det er også et stærkt sted for interessegrupper og både Investering, Online Marketing og Skak (som er mine primære interesser) kører meget bedre på twitter end nogen anden platform.

Efter kort tid fyrede Musk en ordentlig bunke medarbejdere! De er gået fra over 7500 til under 2000 personer. Nu har han så fjernet brandet, som var en sød meget genkendelig fugl, der sad i bunden af alle større hjemmesider.

Annoncerne er flygtet i stor stil efter han indførte mindre ’censur’. Lige pludselig svømmede mit feed da også over med anti-vaxxere og andre, jeg ikke gider bruge min tid på. Men ok, det ser faktisk ud til, at man kan sortere dem ret hurtigt.

’Øgle-drengen’ slår til

Twitters store problemer har givet ’The Zuck’ fra Facebook (Meta) blod på tanden, og han har lanceret ’Threads’ (sikke et lortenavn, som udtales threats af alle os non native-english-speakers – branding er åbenbart noget man hurtigt glemmer igen). En parodi-account fik 30.000 likes for en Musk kommentar:

I spent $44 billion for this app and now Lizard boy just decided to hit copy and paste. It’s personal now. See you in the cage, Zuck [Mark Zuckerberg].

Sjovt, men egentlig er Elon selv ude om det, og jeg tror godt Threads kan blive en succes. Det er endnu ikke i Europa, hvor lovgivningsnøl arbejder hårdt på at lade kontinentet sakke mere bagud på den teknologiske front.

Men kan man ikke skifte navn?

Google ændrede navn til Alphabet, men beholdt navnet Google (som også er et udsagnsord – man googler, ligesom at tweete…). Facebook kalder jo også sig selv Meta, men da Instagram og Whatsapp også er kæmpe store (og Zuck håber at dominere ’Metaverset’) giver det mening, især da man jo stadig er ‘på Facebook’. Generelt er genkendelighed meget værd, og brandeksperter vurderer, at Twitters brand var mindst 100 milliarder kroner værd. Bye bye bird.  

Hvad så?

Kan X fastholde alle brugerne fra Twitter? Kan de lokke nye til, og kan de tiltrække annoncører? Og kan Musk lave det om til en super-app, som både kan lave betalinger, komme med nyheder og sikkert også charge din Tesla? Jeg tror det ikke. Der er virkelig mange ting, som skal gå godt, og i første omgang har man smidt brandværdi for milliarder af kroner ud af vinduet. Folk er vant til, at hvad Elon rører ved bliver til guld, men den her gang tror jeg det bliver til lort. Foreløbig har de været nødt til at tage kæmpeskiltet med X ned…

Del dette indlæg